Fjord&Bælt og Naturama søger en underviser, der kan tage ansvaret for udvikling af skoletjenesten på begge attraktioner. Vi søger en person, som kan udvikle og forme undervisningen, så naturen bliver hørt igennem viden, leg og fascination. Vi skal uddanne børn og voksne, og vi skal gøre det spændende, modigt og med naturen og forskning i fokus.
Undervisningen på de to attraktioner er en blanding af aktiviteter, praktiske øvelser og demonstrationer. Al undervisning tilpasses efter niveau og alder. Som ansvarlig for skoletjenestens indhold arbejder man tæt sammen med de faste biologer og formidlere både på Fjord&Bælt og Naturama.